Ved den generalforsamling i februar 1973, hvor Jensaage Kjær gik af som formand og blev afløst af Bent Nielsen, blev der vedtaget nye love, love, der betød en helt ny struktur, hvis formål der er at få alle idrætsgrene repræsenteret i bestyrelsen.

 

I 1974 arrangerede HIF for første gang Skt. Hansfest på Fælleden i tilslutning til den af ”den lille komité” arrangerede fest. Med pauser er disse fester fortsat siden og de seneste år afholdt på det grønne areal ved Strandgade.

Jensaage Kjær 29/9 1943
Formand 1969 - 1973
Kasserer 1981 - 1986
Bent Nielsen 24/2 1939
Formand 1974 - 1975
Næstformand 1971

I 1976 afløstes Bent Nielsen på formandsposten af Knud Bech, der som det allerførste prøvede at udforme en samarbejdsaftale mellem Standard og HIF, så der kunne oprettes en fælles håndboldafdeling. Denne aftale trådte i kraft pr. 1. maj  1977, og 1. maj 1979 gentog det samme sig for badmintonafdelingerne.

 

Samme år startede kommunen planlægningen af Haslehallen, og foreningen var hele tiden repræsenteret i byggeudvalget.

 

Den 19. august 1978 indviedes Haslehallen med et sportsligt arrangement, hvor alle de aktiviteter, hallen kan rumme, blev forevist. En ting, der nok vil gå igen i de fleste sportslige afsnit, er at ved Haslehallens ibrugtagning blev der åbnet mulighed for aktivitetsudvidelser, som især er kommet bordtennis og badminton til gode. Endvidere er der igen optaget gymnastik på programmet, dette for de allermindste, de 3-6 årige.

 

På generalforsamlingen i 1978 blev der oprettet en tennisafdeling, da der nu var mulighed for at spille lidt ved badehotellet om sommeren, og når Haslehallen blev færdig, i den om vinteren. Tilslutningen i denne afdeling holdt kun nogle få år, og afdelingen blev nedlagt igen.

 

Der blev også oprettet et jubilæumsudvalg med Kaj Haagensen som formand. Opgaven var at samle trådene omkring 75 års jubilæet den 22. marts 1980. Først skulle der skaffes midler til det hele, og det blev starten på kioskdriften som vi kender den i dag – passet med frivillig arbejdskraft. Senere kom så det sportslige program og endelig jubilæumsfesten i Haslehallen, hvor Vilmer Jensen og Svend Aage Jensen blev hædret af BHF og BBU.

Knud Bech 9/4 1940
Formand 1976 - 1984
Næstformand 1973 - 1975
Knud Erik Olsen 25/9 1946
Formand 1984 - 1985
Næstformand 1980 - 1983

Inden jubilæumsåret 1980 var overstået begyndte hverdagen igen. Der var begyndt at være pladsmangel i klubhuset. Især bordtennisafdelingen pressede på for at kommet op fra kælderen. På et bestyrelsesmøde den 1. december 1980 blev der nedsat et byggeudvalg bestående af Kenny Jensen og Knud Bech. Jensaage Kjær skulle indtræde senere når det økonomiske skulle på plads. Det var starten på den udvidelse, der blev indviet den 8. november 1986. Der var mange planer i luften i de kommende år, blandt andet omkring udvidelse af Haslehallen og flytning af hele stadionanlægget. Men alle planer blev langsomt skrinlagt og en udvidelse af klubhuset tog mere og mere form.

 

Samarbejdsaftalerne med Standard begyndte at vakle, fordi medlemsforholdet ændrede sig. Det betød mere arbejde til HIF’s ledere og trænere og det kostede afdelingerne flere penge. Efter et par møder i foråret 1982, blev aftalerne opsagt pr. 1. maj 1982.

 

Ved generalforsamlingen i 1984 stoppede Knud Bech som formand og ingen ville påtage sig opgaven. Knud Erik Olsen blev på bestyrelsesmødet den 27. maj konstitueret som formand og Leif Nielsen som var nyvalgt til hovedbestyrelsen blev sekretær.

 

På generalforsamlingen i 1985 blev Leif Nielsen valgt til formand og nu kom der rigtig gang i klubhusplanerne. Tegningerne tog form, der blev afholdt medlemsmøde og ansøgninger om byggetilladelse blev sendt til kommunen. Det var planen at byggeriet skulle starte om efteråret, men langsom sagsbehandling gjorde at alle tilladelser kom så sent på året at starten først blev 1. april 1986. Der var rejsegilde den 11. maj og indvielse den 8. november, en stor præstation at gennemføre det på så kort tid med frivillig arbejdskraft. Et byggeri til ca. 575.000 kr. var gennemført og finansieringen var også på plads efter at det havde været nogle gode Sildefestår.

 

I slutningen af 1986 startede en møderække mellem Standard og HIF efter henvendelse fra Standard, og formålet var en sammenlægning tidligst den 1. april 1988. Baggrunden for henvendelsen var usikkerheden om Standard kunne overleve som forening med faldende medlemstal, og hvor Rutsker Skole nu også var truet af lukning.

 

På et bestyrelsesmøde den 5. oktober 1987 forelå forslag til vedtægter for sammenlægningen. Disse blev i de efterfølgende måneder justeret og sendt til godkendelse i de forskellige forbund.

 

Følelsesmæssige emner som farver på spillerdragter blev der også enighed om, og alt var nu klar til en ekstraordinær generalforsamling i begge foreninger med en sammenlægningsdato den 1. april 1988. Der var stor enighed i begge foreninger om at det var vejen frem, så forslaget blev vedtaget.

 

På første generalforsamling efter sammenlægningen blev Bjarne Westerdahl (formand for Standard siden 1975) den nye formand. HIF’s formand siden 1985 Leif Nielsen, blev kasserer. Der er ingen tvivl om at disse to kom godt ud af det sammen, og at det har været medvirkende til at det hele fik et så positivt forløb.

 

Det var nu blevet en større forening, og den økonomiske styring blev mere dominerende, begreber som budgetforudsætninger og budgetkorrektioner dukker nu op i protokollen på et bestyrelsesmøde den 5. september 1988.

Leif Nielsen 29/3 1946
Formand 1985 - 1988
Kasserer 1989 - 2001
Bjarne Westerdahl 28/7 1954
Formand 1989 - 2001
Formand i Standard 1975 - 1988

En henvendelse på at starte en skytteafdeling bliver drøftet i oktober 1988, men henlægges igen til der kommer en større interesse. Sagen kommer op igen, men 3. Kreds som havde haft skydning på programmet, havde ligget stille en periode og skulle først nedlægges inden HIF måtte starte aktiviteten. På generalforsamlingen den 26. februar 1990 blev skydning optaget i foreningen.

 

EDB alderen kom også til HIF, den 7. november 1988 blev der bevilliget et anlæg til max. 17.000 kr. excl. moms til kassereren – nye tider. Tilsyneladende har det trukket ud med indkøbet, for på et bestyrelsesmøde den 15. maj 1990 bliver der nu bevilliget 38.000 kr. til EDB anlæg. I år 2000 da det nye mødelokale og kontor i klubhusets kælder var blevet indrettet, blev der installeret EDB anlæg og tilslutning til Internet til brug for alle foreningens afdelinger.

 

I vinteren 1990/1991 forsøges med familiesvømning i Rønne Svømmehal med Bent Sørensen som initiativtager. Det blev en stor succes og er siden blevet afviklet hver vinter.

 

I forbindelse med sammenlægning af foreningerne blev aktiviteterne på baneanlægget Rutsker og benyttelsen af Standards gamle klubhus mindre og mindre og i 1991 blev klubhuset solgt.

 

I 1991 starter bordtennisafdelingen igen debatten om mere plads, og nu er forslaget at lave en sidebygning på salen og nedlægge de 2 materialerum, for på den måde at skaffe plads til flere bordtennisborde i salen. Samme år blev kiosken og ”barakken” ved Haslehallen taget i brug. Den samlede udgift på 91.000 kr. blev afholdt af HIF.

 

I 1993 udfærdigede kommunalbestyrelsen en kommuneplan, som også indeholdt en mulighed for udvidelse af det gamle stadionanlæg, der stadigvæk kun havde den størrelse som blev indviet i 1944.


Året efter blev beslutningen om udvidelse truffet og arbejdet med at etablere nye kolonihaver, til erstatning for det areal der bliver inddraget til baneudvidelsen, går nu i gang i 1995. HIF er med i byggeudvalget og alle håber på at udvidelsen kan tages i brug i 1997.

 

Udvidelsen af klubhuset dukker op igen i formandens beretning på generalforsamlingen i februar 1995. En stor medlemstilgang har givet et øget pres på belægningen i Haslehallen og der dyrkes også gymnastik på skolen som en nødløsning. Bjarne Westerdahl beskrev nu en plan for udvidelse af salen, depotrum, køkken og hele ombygningen i kælderen, nøjagtig som klubhuset fremstår i dette år 2004.

 

På generalforsamlingen i februar 1996 fortæller formanden, at bestyrelsen har vedtaget at byggeriet kan startes hvis der er frivillig arbejdskraft til det hele. I beretningen fortælles også, at i forbindelse med det nye baneanlæg vil lysanlægget blive renoveret og 2 lysmaster flyttet.

 

Baneudvidelsen, som alle håbede på var klar til ibrugtagning i 1997, var ikke blevet færdig. Derimod havde klubhusudvidelsen blevet gennemført som planlægt og det hele fungerede perfekt. Endvidere blev det oplyst at gymnastikken var optaget som en selvstændig afdeling. I 1998 blev de nye baner endelig taget i brug. Der var nu mulighed for at omlægge 2 baner og plads til 7 mands- og minifodbold med videre.

 

Ved generalforsamlingen i februar 2000 sluttede formanden Bjarne Westerdahl beretningen med at meddele, at efter 25 år som formand, først i Standard og derefter i Hasle Idrætsforening, var det snart tid til at slutte. Det samme havde Kasserer Leif Nielsen bebudet. Han havde først været formand for HIF og efterfølgende kasserer efter sammenlægning, i alt mere en 15 år som idrætsleder. Bestyrelsen havde imidlertid emner til at tage over og på generalforsamlingen i 2001 blev så Jan Vesth valgt som ny formand og Lars Dyrby overtog kassererposten.

Den første beretning som den nye formand aflagde i 2002, gav udtryk for et travlt år. Petanqueafdelingen var oprettet, kroketafdelingen var på vej, legestuen var kommet i HIF’s regi og forberedelserne til DGI’s landsstævne 2002 var i fuld gang med Betina Haagensen som byleder. Senere blev Kaj Haagensen, Poul Pedersen, Bent-Ole Pedersen, Birger Kruse, Kaja Larsen, Betina Koefoed og Jan Vesth udpeget som gruppeledere. Landsstævnet fik ikke den søgning der var regnet med. Knapt 20.000 deltagere kom der, kun det halve af det forventede. Det betød mange ændringer i planlægningen. Vejrguderne var heller ikke venligt stemt, alligevel fik HIF registreret 3000 hjælpertimer. I forbindelse med landsstævnet blev de sidste forbedringer i klubhusets kælder færdige, så HIF var i stand til at danne rammerne omkring kroketstævnet, som blev afviklet på stadionanlægget. Til højre ses Jan Vesth som blev formand i 2001.

100 års jubilæet begynder at nærme sig og et jubilæumsudvalg blev nedsat. Et jubilæumsskrift, afholdelse af en reception og jubilæumsfest samt afdelingernes sportslige markering var programpunkterne.

 

Kommunesammenlægningen som startede 1/1 2003 betød ændrede tilskudsregler for alle idrætsforeninger på Bornholm. For HIF’s vedkommende betød det væsentligt lavere medlemstilskud såvel som klubhusrefusion, men også de praktiske opgaver med pasning af baneanlæg m.v. blev udført på en ringere måde. Laveste fællesnævner blev gennemført og som det seneste er der også kommet timebetaling for brug af Haslehallen, hvor det før var gratis.

 

Efter dette lidt negative afsnit, kan omtalen af de sidste 2 års Sildefest give det hele lidt glæde igen. Sildefesten 2003 blev et flot afviklet arrangement, men som økonomisk ikke stod mål med dette. Sildefestkomiteen, hvor der nu er foretaget et generationsskifte, stod sammen og efter disse ”lærepenge” gennemførte de Sildefesten 2004 meget flot. Selvom vejret ikke var det bedste om søndagen, så sluttede festen med et af de bedste økonomiske resultater i nyere tid.

 

Kioskdriften som den kører i dag, startede i 1977 med Ulla Engell som drivkraft. Dengang for at skaffe midler til 75 års jubilæet. Efterfølgende er kiosken blevet til en fast indtægtskilde. Gitte og Bent-Ole Pedersen styrer med stor energi den opgave. Det skal også nævnes, at det nu er lykkedes at få et kraftigt ventilationsanlæg i drift til stor glæde især for bankofolket.

 

Med disse ord har redaktionsudvalget indledningsvis forsøgt at beskrive hvad der har rørt sig i Hasle Idrætsforening i 100 år. Med frivillig arbejdskraft har rigtig mange ledere udført sportslige og praktiske opgaver, så vi i jubilæumsåret har adgang til et stort flot idrætsanlæg med et af Bornholms bedste klubhuse. Når dette er sagt, så er der stadig opgaver at beskæftige sig med efter 22. marts 2005. For det første så skal det bestående holdes vedlige, men forholdene omkring Haslehallen med ”barakken” kan forbedres og ikke mindst forholdene for skytteafdelingen på skolen.

Hasle Idrætsforening | Damløkkevej 19 | 3790 Hasle